Holdbarhed af plast
Den 26. september 2006 afholder Polymerteknisk Selskab (
www.pts.ida.dk
) møde omkring »Holdbarhed af plast« i Ingeniørhuset i København.
Inden et produkt bliver markedsført, bør der være en god indikation for produktets levetid (holdbarhed og brugstid) eksempelvis til at fastsætte pris og garantiperiode. Dokumentation for produktets levetid kan fx frembringes gennem diverse tests, der designes ud fra en vurdering af kritiske parametre i relation til de miljøer og brugssituationer, som produktet udsættes for.
Mødeprogrammet gennemgår de teoretiske og med praktiske eksempler forskellige aspekter af holdbarhed af plast herunder forskellige nedbrydningsmekanismer, ligesom metoder til at bestemme holdbarheden af forskellige plastprodukter bliver lagt frem.
Ny ejer af plastfabrik
Danfoss solgte den 17. maj sin sprøjtestøbeafdeling i Nordborg til SP Group, Sønderborg, samtidigt med at der er indgået en langsigtet samhandelsaftale mellem Danfoss A/S og SP Moulding A/S om leverancer af sprøjtestøbte plastemner til Danfoss’ globale organisation.
Da overtagelsen sker pr. 1. juli lukkes fabrikken ned med udgangen af tredje kvartal 2006.
-Salget skal ses i lyset af Danfoss’ løbende fokusering på koncernens kerneforretning, oplyser Senior Vice President Kjeld Stærk, Danfoss A/S.
Allerede i løbet af 2. kvartal vil emner og 35 maskiner blive flyttet til SP Moulding A/S i Sønderborg, og i løbet af 3. kvartal vil resten af maskinerne blive flyttet til SP’s fabrik, der er under etablering i Polen.
-Vi er glade for, at Danfoss har betroet os denne vigtige opgave som langsigtet samarbejdspartner og leverandør af sprøjtestøbt plast. Vi kan hermed styrke vor kompetence og konkurrenceevne i Danmark og skabe en rigtig god platform for fremtidig vækst i Østeuropa, og vi glæder os til det udvidede samarbejde med Danfoss’ globale organisation, siger Frank Gad, adm. direktør, SP Group.
Mindst 12 af 40 medarbejdere fra Danfossafdelingen vil blive tilbudt job i SP, de øvrige forventes omplaceret til andre dele af Danfoss via et internt jobkontor.
Overtagelsen vil øge SP Group A/S’ omsætning i 2006, men vil grundet overflytningen have en mindre negativ effekt på indtjeningen.
Velgørenhedsprojekt fra plastorganisation
Den europæiske plastproducentforening PlasticsEurope (
www.plasticseurope.org
) vil donere 8 eurocents op til målsætningen 250.000 euro til sportsrekvisitter for underpriviligerede børn og unge - for hvert klik på
www.kicktogive.org
.
PÃ¥ siden kan man deltage i et enkelt, lynhurtigt afsluttet fodboldspil og vinde en fodbold.
Initiativet er en hjælp til Johan Cruyff Foundation og »the Kits for Kids Initiative«.
Ifølge PlasticsEurope har tre tilsvarende kampagner gennem de senere år været »yderst tilfredsstillende«.
Ekspanderer i Norden
Vink Gruppen har overtaget Essåplast Group AB.
Walter Blunck COO fra Vink Northern Europe og adm. dir. for Vink Nordic Holding udtaler i den forbindelse:
-Essåplast har en unik position i skilte- og reklamebranchen samt ved levering af ruder til industrien, og det er områder, som vi bevidst har arbejdet på at styrke, for at vi kan leve op til vores strategi.
Vink Gruppen har hidtil stået stærkest på leveringer til industrien.
Essåplast er Sveriges førende leverandører af plast og plasthalvfabrikata til både reklame-, byggeri- og industrisegmentet. Virksomheden er etableret i 1972 og har i dag 80 ansatte. Hovedkontoret ligger i Göteborg med yderligere afdelinger i Stockholm og Malmø. I 2005 blev omsat for 160 millioner svenske kroner.
Vink blev grundlagt for 50 år siden af A.M. Vink i Oosterbeek i Holland og er en virksomhed med ca. 1.000 ansatte fordelt på selskaber i 13 europæiske lande. Gruppen er en del af den børsnoterede hollandske Kendrion-koncern, som beskæftiger 2.700 medarbejdere i 17 lande og årligt omsætter for 5,5 mia. kroner. Produktområdet omfatter Europas bredeste sortiment af plasthalvfabrikata - herunder rundstænger, emnerør, plastrørsystemer, ventilationskomponenter, materialer til digital print samt plader og folier i en bred vifte af farver og dimensioner. Vink leverer endvidere kundespecifikke emner fremstillet ved spåntagende bearbejdning som eksempelvis komponenter til anvendelse i andre slutprodukter eller som reservedele i produktionsapparater.
Generationsskifte og nye produkter
Finn Sehstedt, der blev ansat som direktør i 1979 og siden 1987 har været partner med Eli T. Jensen hos Battenfeld Danmark A/S, har valgt at give stafetten videre til næste generation, men fortsætter som konsulent inden for ekstrudering.
Eli T. Jensens to sønner, Thomas og Søren, overtager Finn Sehstedts andel af firmaet og indtræder i firmaet hhv. som sælger og administrerende direktør.
De er begge uddannet værktøjsmagere og har de seneste år været beskæftiget inden for salg og projektering i udenlandske internationale firmaer. De har dermed den fornødne baggrund for at videreføre den positive udvikling, som Battenfeld Danmark har været igennem de seneste mange år.
Nye produkter
I forbindelse med overdragelsen 1. juli har virksomheden iværksat to nye projekter.
Det ene er at blive systempartner for Kuka industrirobotter.
Det andet er en ny salgsdivision, som udelukkende skal sælge asiatisk producerede produkter. Der er indledningsvis tale om Chen De sprøjtestøbemaskiner, Shini periferiudstyr og Apollo robotter.
Den 14.-15. september afholdes et Åben Hus arrangement, hvor det nye program vil blive præsenteret.
Ny plastemballagedirektør
Superfos har ansat Hans Pettersson som administrerende direktør for koncernen.
Hans Pettersson kommer fra en stilling som adm. direktør for MacGregor AB, et selskab i Cargotec koncernen.
Hans Pettersson, der er af svensk nationalitet, men bosiddende i Danmark, tiltræder den 15. september 2006. Han afløser Torben Bjerre-Madsen, der har fungeret som administrerende direktør siden januar 2006, han fortsætter som bestyrelsesmedlem i Superfos.
Den øverste ledelse i Superfos består desuden af salgs- & marketingdirektør Martin Malmros, produktionsdirektør Benny Nielsen og finansdirektør René Frederiksen.
{Ramme begynd. Kan udgå eller skrives med småt - skal ikke fremhæves. Placering til sidst.}
Superfos udvikler og producerer plastemballage til fx fødevarer, mejeriprodukter, kosmetik, olie og maling mv.
Virksomheden har 11 fabrikker i Europa og en i USA. Omsætningen er ca. 2,4 mia. DKK og antallet af ansatte ca. 1.600. Superfos Industries kontrolleres af Investeringsselskaberne Industri Kapital 1997 (67 procent) og Ratos AB (publ)(33 procent).
US plastmessesucces
Med ni procents vækst i de registrerede besøgende og 1.850 udstillere kan arrangørerne af den amerikanske plastmesse NPE 2006 i Chicago i juni være godt tilfredse.
Af de 64.451 plastinteresserede var en bemærkelsesværdig stor andel på 33 procent fra udlandet.
Kina og Hong Kong markerede sig som den største gruppe udenlandske udstiller på 127 svarende til 45 procent. Kun tre var tidligere udstillere. Et flertal af de kinesiske udstillere var samlet i fire pavilloner. De 50 dækker værktøjsmagerområdet, 30 henhører under maskinbyggerkategorien, 15 er råvareleverandører og 15 tilbyder plastforarbejdning. I 2003 udstillede kun 27 firmaer fra Kina og Hong Kong
Udstillerne kommer generelt set fra andre 29 lande, hvorved det udenlandske islæt udgør en tredjedel af de ca. 2.000 udstillere. (Se også messeomtale i nr. 5 side 12-13).
Ny direktør
Martin Møller er blevet ansat som adm. direktør hos PSC A/S. Han kommer fra den europæiske plastgrossist og -distributør Vink Gruppen, hvor han var chef for forretningsudviklingen og medlem af koncernledelsen.
Den afgående adm. direktør Kristian Jacobsen vil som hovedaktionær stadig arbejde i PSCs bestyrelse, men han vil nu koncentrere sig om et nyt firma, der skal udvikle og producere hellefyr og skilte til trafikinformation.
PSC leverer monochrome - og farvedisplays til fx monitorer.
Et af de nyeste produkter på programmet er den særdeles overfladerobuste PMMA-plade Cleartech, der fx kan erstatte glasruder, da det modstår stød bedre end glas.
Et andet speciale er polycarbonat (PC), som ved hjælp af en særlig lysfiltrering kan leveres i udvalgte PSC farver, matteringer og tykkelser. PC er bl.a. højresistent i forhold til stød og fx velegnet til skærme i forbindelse med offentlige trafikinformationssystemer. PC transmitterer som et transparent materiale 85 procent af det synlige lys, mens UV lys næsten absorberes helt. Lexan kvaliteten bidrager fx heller ikke nævneværdigt til udviklingen af en opstået brand eller til giftig gasudvikling. PC-plader kan bøjes med radier, der svarer til materialetykkelsen.
Bioplastaccept
Polyamid 11 er en unik, højtydende plast produceret af Arkema (i DK: Tlf. 4450 3950). Den modtog i juni »Biomass Based« mærkaten fra The Japan Organics Recycling Association (JORA), fordi den er fremstillet 100 procent af en fornyelig ressource, nemlig castorfrø.
Rilsan PA11, som den hedder, er yderst alsidig - både procesmæssigt og med hensyn til produktanvendelser. Den eksisterer fx nu også i en transparent version, så derfor er den i brug på en lang række områder.
Vi omtalte især produktets hygiejnemæssige fordele her i bladet (nr. 5/06 side 18-19).
Plast Panorama nr. 7, side 3-4, 2006.